Tyskland sender Danmark ud af EM

U21 EM: Efter en lovende første halvleg rullede Tyskland sig ud efter pausen og slog Danmark med 3-0. Dermed er de danske chancer for avancement udspillet.


Highlights: Danmark tabte pusten og blev udspillet af de tyske favoritter


Forfattet af www.bold.dk

Jakob Blåbjerg, Casper Nielsen og Mikkel Duelund var nye i Niels Frederiksens startopstilling til mustwin-kampen mod Tyskland ved U21-EM i Polen onsdag aften.

De tyske favoritter havde dirigentstokken og skabte chancer til Mitchell Weiser, der sendte sit forsøg forbi mål, samt til Mex Meyer, der skød tæt over Jeppe Højbjergs mål.

Danmark åd sig ind i kampen, og efter 32 minutter førte Andrew Hjulsager an i en god omstilling, der endte med et nærgående og fladt forsøg, som den tyske keeper Julian Pollersbeck dog akkurat fik viftet forbi sin stolpe.

Kort efter spillede Danmark sig igen frem til en god mulighed, men Marcus Ingvartsens skud på kanten af feltet blev blokeret af en tysker.

Tyskerne rundede først halvleg af med endnu et par muligheder, men Højbjerg klarede fra Meyer, og Gnabry sparkede snert forbi.

Højbjerg var i starten af anden halvleg nødt til at stoppe flere forsøg – fra Mahmoud Dahoud og igen Schalkes Meyer – men efter 53 minutter gik den ikke længere.

Efter et tungt tysk pres endte bolden på kanten af feltet, hvor angriberen Davie Selke flot følte bolden ind bag Esbjerg-keeperen.

Niels Frederiksen smed Kenneth Zohore ind ved siden af Ingvartsen kort efter scoringen, og han var med til at true lidt mere end tidligere. Både han og Hjulsager fik således testet Pollersbeck, men den tyske keeper var aldrig for alvor i problemer.

I stedet blev det 2-0 efter 73 minutter, da den danske defensiven glemte at dække op efter et hjørnespark og tillod Marc-Oliver Kempf at heade 2-0 i nettet.

Kort efter splittede tyskerne den danske defensiv fuldstændigt ad, og indskiftede Nadiem Mairi endte med at snyde et par danskere, inden han sparkede 3-0 i kassen.

Således sluttede det også, og Danmarks rolle ved U21-EM er dermed udspillet. For Frederiksens tropper er kun æren på spil i lørdagens afsluttende opgør mod Tjekkiet.

Tyskland skal samtidigt blot bruge en remis mod Italien for at sikre sig førstepladsen og dermed en semifinalebillet.

Se kampstatistik på www.uefa.com

Log ind