Brøndby får bøde for rottekast - Phiri-karantæne fastholdes

Fodboldens Disciplinærinstans har idømt Brøndby IF en bøde på 150.000 kr. for rottekast samt brug af pyroteknik i kampen mod FC København den 17. april. FCK sanktioneres med 75.000 kr. for brug af pyroteknik i samme opgør. Intansen fastholder samtidig karantænen til Brøndbys Lebogang Phiri i pokalsemifinalen mod FC Midtjylland.

Fodboldens Disciplinærinstans har truffet sin afgørelse vedrørende disciplinære sanktioner i tre sager fordelt på to kampe.

Den første episode fandt sted den 17. april på Brøndby Stadion, hvor Brøndby IF tog imod FC København. Her kastede en gruppe af hjemmeholdets fans rotter på banen i retning af gæsternes Ludwig Augustinsson og Benjamin Verbic.

Kampens dommer Michael Tykgaard har i sin indberetning af kampen redegjort for episoden, hvor tre døde rotter blev kastet på banen. Af redegørelsen fremgår det også, at hjemmeholdets fans ved flere lejligheder anvendte pyroteknik. På baggrund af den indberetning har Fodboldens Disciplinærinstans besluttet at sanktionere Brøndby med en bøde på 150.000 kr.

De døde rotter brugt som kasteskyts ”anser instansen som en skærpende omstændighed, hvilket i alvorlig grad bringer fodboldspillet i miskredit, jf. DBUs Love, § 30.1, d.”

FC København er desuden blevet sanktioneret med en bøde på 75.000 for fangruppens brug af pyroteknik i kampen.

Karantæne til Phiri fastholdes

I semifinaleopgøret i DBU Pokalen mellem FC Midtjylland og Brøndby IF blev Brøndbys Lebogang Phiri tildelt et direkte rødt i det 94. minut for en tackling på Midtjyllands Janus Drachmann. Brøndby har efter kampen appelleret udvisningen til Fodboldens Disciplinærinstans med henblik på at få karantænepointene nedsat.

Kampens dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen har efter at have set episoden igennem efterfølgende valgt at holde fast i sin vurdering af situationen på banen. Udvisningen og 36 karantænepoint til Lebogang Phiri fastholdes derfor.

Kendelsen er endelig og kan ikke appelleres. Læs den her.

Sanktioneringen af Brøndby IF kan du læse i sin fulde længde her, mens du finder begrundelsen for straffen til FC København her.

Log ind