DBU og Hareide fortsætter frem mod 2020

Der skulle kun et kort møde til før både DBU og Åge Hareide var enige om at fortsætte samarbejdet frem mod EM-slutrunden i 2020 i Danmark

Med et spring fra nummer 51 på FIFA’s verdensrangliste frem til den nuværende placering som nummer 19, som primært skyldes, at Danmark ikke har tabt en landskamp i 2017, er det ikke kun statistikken og resultaterne, som synes, at det går godt. Det er også tilfældet for DBU’s elitechef, Kim Hallberg, der sammen med DBU’s administrerende direktør Claus Bretton-Meyer som aftalt holdt et statusmøde med Danmarks landstræner Åge Hareide i slutningen af oktober måned.

Og det møde blev kort.

Parterne blev nemlig meget hurtigt enige om at fortsætte det samarbejde, der begyndte 1. marts 2016 og som løber frem til EM-slutrunden i 2020. Og netop fokus på EM-slutrunden var den primære årsag.

”Allerede nu kan vi jo se, hvad dette hold er i stand til, hvilket især har været tydeligt i efteråret. Og når man samtidig ser på hvor ungt holdet er, så tror jeg de fleste deler vores opfattelse af, at der er et kæmpe potentiale på dette hold,” fortæller Kim Hallberg.

”Vi kan allerede nu se, at Åge Hareide har taget dette hold et kæmpe skridt, og vi tror fuldt og fast på, at han er den rigtige til også at tage det næste store skridt, der kan sikre os deltagelse i EM-slutrunden i 2020, som jo også foregår i Danmark,” siger Hallberg.

Selvom Hareide primært har fokus på de to kampe mod Irland i disse dage, glæder han sig ligeledes over, at arbejdet med truppen fortsætter efter VM-slutrunden i Rusland.

”Jeg har hele tiden sagt, at jeg gerne ville fortsætte, og da DBU har det på samme måde, så var det jo ikke en svær beslutning for nogen af os at give hinanden hånden på, at vi fortsætter det arbejder, som er startet. Det er fantastisk at arbejde med disse drenge og staben omkring holdet. Vi er allerede kommet et stykke vej, men jeg er sikker på, at vi kan komme endnu længere, så derfor er jeg glad for, at vi fortsætter frem til 2020,” siger den danske landstræner.

Log ind