Eftersyn af disciplinærsystem sat i gang

Erfarne advokater og klub-repræsentanter skal bidrage til et eftersyn af Fodboldens Disciplinærinstans, både i forhold til fokusområder og sammensætning.

Det disciplinære system i dansk fodbold skal til eftersyn og moderniseres.

Det mener DBU’s bestyrelse, der har nedsat en arbejdsgruppe, der skal evaluere erfaringerne med Fodboldens Disciplinærinstans og det disciplinære arbejde i dansk fodbold.
 
Et eftersyn af Fodboldens Disciplinærinstans blev varslet i foråret af DBU’s formand, Jesper Møller. Samtidig ønsker DBU’s bestyrelse at se på sammensætningen af Fodboldens Disciplinærinstans og i øvrigt lytte til input og forslag fra den nye arbejdsgruppe, som kan forbedre sagsbehandlingen, minimere interessekonflikter og underbygge de dømmende instansers uafhængighed af DBU.
 
For at sikre både fodboldfaglige og juridiske kompetencer, har DBU’s bestyrelse udpeget en arbejdsgruppe med både erfarne advokater og repræsentanter fra de professionelle fodboldklubber:
 
•      Jens Hjortskov, advokat og formand for Fodboldens Disciplinærinstans
•      Peter Rønnow, advokat og partner hos DLA Piper
•      Peter Ebbesen, turneringschef i Divisionsforeningen
•      Lars Kühnel, advokat og partner ved Advokatfirmaet Kühnel og bestyrelsesformand i Hobro IK
•      Jesper Hansen, sportsdirektør i OB
•      Advokat og/eller jurist fra DBU vil varetage sekretærfunktionen.
 
Arbejdsgruppen, som suppleres med yderligere et par navne, skal i løbet af første halvår 2018 komme med anbefalinger til DBU’s bestyrelse, der derefter skal drøfte mulige lov- og regelændringer og endelig beslutning i DBU’s Repræsentantskab.  
 
Læs mere her: www.dbu.dk/nyheder/2017/juni/dbuformand_oensker_nye_regler_for_disciplinaerinstans 

Log ind