FC Nordsjælland får U18 Pige DM-licens

U18 Pige DM-rækken øges fra 12 til 14 hold med FC Nordsjælland og Silkeborg IFQ som de to nye.

Der har ud over de eksisterende 12 hold i ligaen været ansøgninger fra FC Nordsjælland, Silkeborg IFQ og VSK Aarhus, og heraf har 14 af klubberne fået licens. Både FC Nordsjælland og Silkeborg IFQ er helt nye i licenssammenhæng og tiltræder for første gang i U18 Pige DM-rækken fra næste sæson.  

Licensen er givet på baggrund af to overordnede kriterier, hvor det ene drejer sig om formelle krav som f.eks. uddannelsesniveau på diverse trænere samt stabsmedlemmer såsom cheftræner og fysioterapeuter. Den anden del af beslutningsgrundlaget omhandler en sportslig vurdering af klubbens spillermateriale på årgangene 2001-2003 samt det elitære niveau i klubben.

Formand for Kvindeelitegruppen, Mette Bach Kjær, fortæller, at hun er glad for den store interesse, som klubberne har vist for U18 Pige DM-rækken, og at alle 15 ansøgere har levet op til kravet for at deltage i ligaen.

”Det er herligt at se, at der er interesse for ligaen rundt om i hele Danmark. Alle ansøgninger har været af høj kvalitet, og alle har levet op til de formelle krav. Da der kun er plads til 14 hold i ligaen, har det været en hårfin afgørelse på det sportslige niveau, som i sidste ende har mundet ud i de udvalgte klubber,” siger Mette Bach og uddyber baggrunden for udvidelsen af rækken:

”Vi har haft en lang, konstruktiv og velargumenterende diskussion i Kvindeelite om vi skule vælge 12, 13 eller 14 klubber til udgaven af næste års U18 Pige DM-række. De små marginaler og troen på, hvordan vi bedst muligt udvikler dansk eliteungdomsfodbold, har udmundet i det sidste, og jeg vil gerne byde FC Nordsjælland og Silkeborg IFQ velkommen til rækken”.

Efter behandling af ansøgningerne til U18 Pige DM-rækken er det dermed fastlagt, at ligaen vil bestå af følgende hold:

KoldingQ, Team OdenseQ, Vildbjerg, IF Lyseng, Fortuna Hjørring, Brøndby, AaB, Team Viborg, BSF, B 93, Varde, FC Thy Piger – Skyum, FC Nordsjælland, Silkeborg IFQ. 

Log ind