mindeord

Fodbolddanmark har mistet to af de største fodbolddommere. Frits Ahlstrøm har skrevet mindeord om Peter Mikkelsen og Ole Amundsen

Mindeord om Peter Mikkelsen

Ingen i fodbold er udsat for så mange kritiske, ofte hadefulde bemærkninger som dommeren. 

Hvis en spiller kikser en inderside-aflevering over fem meter eller sparker bolden forbi et tomt mål, tilgives han hurtigt, hvorimod dommeren nu til dags risikerer at blive forfulgt med mishagsytringer resten af kampen og endda i de følgende dage, uger, måneder og måske år.

Der er talrige eksempler på en sådan hetz mod ”manden i sort” – både nationalt og internationalt.

Peter Mikkelsen, som døde i onsdags 58 år, slap for den slags urimeligheder. Men han var også en af verdens bedste i de år, han optrådte på den store scene. 

Det er en stående påstand, at en dommer har gjort det godt, hvis ingen har lagt mærke til ham under kampen. Alligevel hænder det, at han gør stort indtryk på mange.

Da Claus Bo Larsen skulle dømme en UEFA Cup-match mellem Bologna FC og Real Betis i 1998, fortalte deres italienske guide, at han havde gemt en særlig gave til Peter Mikkelsen – som han tydeligt huskede for hans præstationer i VM-slutrunden i Italien otte år tidligere.

Det var en blå jakke i nylon.

Som Claus Bo Larsen siger: Jeg tror, Peter kun har brugt den til havearbejde. Men det er tanken, der tæller. 

Peter Mikkelsen (født den 1. maj 1960) var i 1990 den hidtil yngste dommer i en slutrunde om verdensmesterskabet. Dengang optrådte de som både dommere og linjevogtere (og ikke som nu som et hold med én dommer, to dommerassistenter på linjerne og én 4. dommer). 

Honoraret var 2.000 dollars per mand (omkring 13.000 danske kroner) uanset hvor mange kampe, de dømte. Nu er det på 50.000 dollars.

Som pressechef for FIFA var jeg til stede ved to af Peter Mikkelsens kampe i Italien. 

Den ene var 1/8-finalen mellem England og Belgien i Bologna, hvor han var dommer, og hvor David Platt sikrede den engelske sejr på 1-0 med sit mål i næstsidste minut i den forlængede spilletid. 

Den anden var semifinalen mellem Argentina og Italien på Stadio San Paolo i Napoli, hvor han var linjevogter for den franske dommer Michel Vautrot. 

Det var Peter Mikkelsen, der signaliserede til Michel Vautrot, at Ricardo Giusti fældede italienske Roberto Baggio med et albueslag midtvejs i den forlængede spilletid. Argentineren blev vist ud, men Argentina klarede 1-1, vandt 4-3 på straffespark og kvalificerede sig til finalen den 8. juli, hvor det blev 0-1 mod Vesttyskland.

Der gik tre dage før en tysk TV station med sit eget kamera kunne dokumentere, at Peter Mikkelsen havde vurderet situationen korrekt. Med nutidens TV dækning ville det have taget tre sekunder.

Peter Mikkelsen blev kendt verden over. Ved hjemkomsten til Danmark den 9. juli blev han hyldet i Tivoli, og den følgende dag optrådte han som dommer ved Ishøj Strand.

Som formand for SB 50 havde jeg arrangeret et træningsophold for det færøske landshold, som i begyndelsen af september skulle spille mod Østrig i Landskrona i sin første officielle landskamp nogensinde (som færingerne sensationelt vandt 1-0). 

Det ugelange ophold i Ishøj omfattede tre kampe. Den første var mod vort Serie 1-hold forstærket med enkelte spillere. Jeg havde allerede i Bologna spurgt Peter om han ville dømme. Og det havde han sagt ja til. 

Der var 1.500 tilskuere, som først og fremmest, hvis ikke udelukkende, kom for at se Peter. Selv om han kontrollerede kampen fuldstændigt, lød det pludselig fra en tilskuer med lidt usikker stemmeføring: ”Du er sgu meget bedre på TV, Peter.” 

Den bemærkning grinede Peter Mikkelsen også af – ligesom vor kasserer Niels Molberg smilede hele vejen fra stadion til banken. Han noterede et netto-overskud på 75.000 kroner. 

Peter Mikkelsen voksede op på Amager. Som 10-årig blev han meldt ind i Boldklubben Fremad Amager, hvor han som dreng, junior og yngling spillede på 1. holdet; i begyndelsen som markspiller, men snart som målmand. 

Samtidigt agerede han hjælpetræner for de yngre årgange; og det hændte også, han dømte nogle ungdomskampe, når dommeren udeblev. Det var dog hans træner for juniorholdet, Erling Rydbirk, som fik ham til at tage dommereksamenen. Du brokker dig for meget, sagde han. Måske skulle du lære reglerne bedre at kende.

Peter Mikkelsen reagerede med at tilmelde sig et dommerkursus. Han var 15 år, da han fik sit dommerkort, men skulle være 16 for at kunne dømme en turneringskamp. 

Dagen efter at have spillet en juniorkamp for Fremad Amager debuterede Peter Mikkelsen som dommer. Han havde fået tildelt to kampe en søndag klokken 8:15 og 10:00 i Kløvermarken.

Peter Mikkelsen glemte aldrig sin første seniorkamp – med AB 70 i den københavnske D-række. Han ankom på cykel. Da han trådte ind i omklædningsrummet, bemærkede en af spillerne: Juniorerne klæder om i den anden ende af skolen. Da han fortalte dem, han skulle dømme, fik han lov til at blive. Efter kampen tilbød de ham en øl.

Selv om han kunne lide dommergerningen, foretrak han stadig at spille selv. Han var målmand og anfører for Gerbrandskolen, som i 1976 vandt Ekstra Bladets skoleturnering. To år senere hjalp han Fremad Amager til vinde den københavnske pokalfinale.

Peter Mikkelsen opnåede en enkelt kamp i 2. division før han i 1979 forlod Fremad Amager; dels indså han, at han næppe kunne spille sig til en fast plads på klubbens 1. hold, dels tilbød Ballerup IF ham et buskort, nogle støvler og udsigten til kampe i 3. division. 

Det blev til halvanden sæson i den københavnske forstadsklub, hvorpå Peter Mikkelsen besluttede sig til at fokusere på dommergerningen ved siden af sin civile karriere, omfattende uddannelsen som lærer.

Peter Mikkelsen steg i rækkerne med raketfart og blev forfremmet hvert år – fra Danmarksserien i 1982 til – som den hidtil yngste nogensinde – 1. division i 1985, hvor han også som den yngste nogensinde blev udnævnt til FIFA-dommer. 

V. B. Larsen, der sammen med de tidligere FIFA-dommere Kaj Sørensen og Bent Nielsen i mange år bedømte og udviklede dommerne i DBU-regi, betegner Peter Mikkelsen som den bedste, han har oplevet.

-Vi har haft mange dygtige dommere, men Peter var i en klasse for sig, mener V. B. Larsen (der fylder 91 i dag). Han kunne det hele og evnede at kommunikere med spillerne på en måde, der aftvang deres respekt for hans kendelser.  

Peter Mikkelsen sluttede sin karriere som dommer i 1998 inden han fyldte 38 år; altså længe før han ville være faldet for aldersgrænsen. Gnisten var væk, forklarede han. 

Men UEFA og FIFA havde fortsat brug for ham som instruktør, udvikler og bedømmer, og i 2014 tildelte FIFA ham sin Referee Special Award.

Det var FIFA’s daværende præsident Sepp Blatter, som uden Peter Mikkelsens viden indledte et møde i FIFA’s dommerkomité med at sige, at der var én person, han gerne ville hædre.

Sepp Blatter satte meget stor pris på Peter Mikkelsen som både menneske og dommer. Før VM-finalen mellem Brasilien og Italien gav han og Paolo Casarin, den italienske formand for FIFA’s dommerkomite, Peter Mikkelsen besked om, at han skulle dømme finalen. Men danskeren blev offer for et politisk spil.

Da beslutningen blev forelagt præsidenten, brasilianske João Havelange, afviste han den og afsatte samtidig hele dommerudvalget. Han mente, at Peter Mikkelsen havde dømt for mange kampe i Italien til at kunne være neutral. I stedet fik ungareren Sándor Puhl hvervet. 

Skuffelsen var naturligvis stor for Peter Mikkelsen og hans faste linjevogter Carl Johan Christensen. De reagerede med at købe en kasse øl – og drak den.

Også som dommer-observatør viste Peter Mikkelsen sit format og sin sunde fornuft. I forbindelse med VM-slutrunden i Sydafrika var han FIFA’s øverste ansvarlige for kampene i Cape Town. 

Da Holland skulle spille mod Cameroun, mødte han spillerne i omklædningsrummet 75 minutter før kick-off for at tjekke deres akkrediteringer. Den hollandske superstjerne Robin van Persie havde glemt sin på hotellet og var følgelig ikke spilleberettiget. 

Men Peter Mikkelsen lavede en aftale med Robin van Persie, der lovede, det aldrig ville ske igen. Så fik han lov til at spille. Jeg vidste jo, hvem han var, som Peter Mikkelsen bemærkede.

Robin van Persie scorede til 1-0, og Holland vandt 2-1.

Da Holland 12 dage senere dage vendte tilbage til Cape Town for at spille i semifinalerne mod Uruguay, havde Robin van Persie sin akkreditering med – og desuden sin trøje fra kampen mod Cameroun som en gave til Peter Mikkelsen.  

Peter Mikkelsen blev respekteret, beundret og feteret som dommer (og for den sags skyld som foredragsholder i ind-og udland). Alle ville se og høre ham. Da Rødby Boldklub skulle spille på hjemmebane i DBU’s Landspokalturnering, bad klubben om at måtte få Peter Mikkelsen som dommer.

DBU sagde ja, selv om modstanderen var hans gamle klub Fremad Amager. Rødby Boldklub noterede en stadionrekord, og Peter Mikkelsen brugte 2½ time på at skrive autografer. 

Peter Mikkelsen blev inviteret til at være med i ”Vild med Dans, men det afslog han pænt. Derimod sagde han med stolthed ja tak til mange ærefulde priser. Han blev valgt som Årets Dommer i verden i 1991 og 1993, og Politiken tildelte ham seks gange ”Den Gyldne Fløjte” som Danmarks bedste dommer.

--

Mindeord om fodbolddommeren Ole Amundsen

Der er ingen grænser for hvad en fodbolddommer må lægge ører til – både på og udenfor banen; ikke alene for deres kendelser, men også for deres udseende.

Ole Amundsen, der døde i onsdags 78 år, oplevede nogle af dem i sin lange fornemme karriere, som omfattede 1.827 kampe.

I en kamp med Boldklubben Frem i Toto Cupturneringen i Valby Idrætspark var Ole Amundsen linjevogter ved siddetribunen. Da han undlod at vinke en spiller fra det gæstende hold off side, råbte en tilskuer:

-Du dér med en landingsplads for spyfluer; skal du ikke snart have kæppen i vejret?

Ole Amundsens hustru sad også på tribunen og var tæt på latterkrampe. Hvorimod Ole selv holdt masken.

Men han lagde forståeligt nok aldrig skjul på, at det irriterede ham, når nogen kommenterede hans hår eller pletvise mangel på samme.

Men det hændte, at slige bemærkninger fik ham til at grine. Ole Amundsen har selv fortalt denne anekdote:

Han skulle dømme ved et indendørs stævne. Spillerne fra Serie 6 holdet i Østmøn Fodboldklub varmede grundigt op i hallens cafeteria. På vej ind over banden og ind på banen gav en af dem Ole Amundsen et godmodigt klask på skulderen.

-Dommer; kan du godt lide dit hår?

Åh nej, ikke igen, tænkte Ole Amundsen.

Spilleren gentog sit spørgsmål, og Ole svarede: Ja, det kan jeg da.

-Hvorfor helvede går du så ikke med det.

Ole Amundsen var ved at flække af grin, men genvandt hurtigt fatningen og dømte upåklageligt, som han almindeligvis gjorde det i sine 242 kampe i Danmarksturneringen, deraf 134 i 1. division (som dengang var landets bedste række).

DBU udpegede to gange Ole Amundsen til at dømme finalen i Landspokalturneringen i den gamle Idrætsparken.

Første gang var i 1978, da Boldklubben Frem og Esbjerg fB spillede 1-1 trods forlænget spilletid. Det nødvendiggjorde en ny kamp, som også varede 120 minutter og sluttede 1-1. Ligesom det var tilfældet i den tredje kamp, hvor Frem vandt straffesparkskonkurrencen 5-4.

Hans anden optræden var fire år senere, hvor han dømte omkampen mellem B 93 og B 1903. Efter 3-3 trods forlænget spilletid i det første møde vandt B 93 med 1-0.

Ole Amundsen spillede højre back i Næstved Idræts Forening indtil han som 23-årig bestemte sig for at satse på dommergerningen. Den udførte han så godt, at han var FIFA-dommer fra 1975 til 1983.

I 1978 blev han tildelt Den Gyldne Fløjte som Årets Dommer i Danmark. Et firma i Horsens havde indstiftet prisen, og et panel af eksperter valgte Ole Amundsen. 

Prisen blev kun uddelt denne ene gang. Autoriteterne i dansk fodbold kunne ikke acceptere, at et privat firma blev forbundet med en aktiv dommer. Men ingen anfægtede, at Ole Amundsen det år var landets bedste dommer. 




  


 


 











Af: Frits Ahlstrøm - 04. februar 2019, 09:46

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første