Hvert forår er banerne i Ledøje-Smørum Fodbold fyldt med glade piger, der forsøger at samle Pigerakettens klubnøgle, så klubben kan åbnes for den almindelige klubtræning. De sidste mange år har LSF nemlig været vært for DBU’s Pigeraketten.

I år er naturligvis ingen undtagelse. Ledøje-Smørum Fodbold har nemlig allerede meldt sig som værtsklub for Pigeraketten 2023.

”Vi kan bare se, at det gør en kæmpe forskel for vores piger. Både dem der allerede er i klubben, men også i forhold til, at nye piger får øjnene op for fodbold. Så kan de komme ned på banerne og lære både fodbold og klubben at kende. Så Pigeraketten er et tiltag for både vores egne piger, men også deres veninder,” siger Tina Getreuer Bjerregaard, der er bestyrelsesmedlem i Ledøje-Smørum Fodbold med ansvar for pigefodbold.

Udvikling af pigeafdelingen

Ledøje-Smørum Fodbold har i høj grad brugt Pigeraketten som et værktøj til at få flere medlemmer i klubbens pigeafdeling. Tina Getreuer Bjerregaard har været frivillig i LSF i omkring 10 år og har både været træner og nu bestyrelsesmedlem.

Da hun begyndte at have sin gang på træningsanlægget, var der kun mellem fem og ti pigespillere i klubben. Nu er der omkring 150 piger og klubben har en ambition om at nå 200 medlemmer.

”Det er jo en ret vild udvikling, så det nytter virkelig noget at gøre en særlig forskel for pigerne,” siger Tina Getreuer Bjerregaard.

Sidste år havde klubben 90 deltagere til Pigeraketten, hvoraf 40 ikke var medlemmer i klubben i forvejen. Den høje deltagelse har også smittet af på holdene, hvor der er kommet flere spillere. Medlemstallene viser, at LSF sidste år gik fra at have 83 pigemedlemmer mellem 5-11 år til 100 medlemmer på tre måneder, efter de havde afholdt Pigeraketten.

”Det er sværere at få fat i pigerne end drengene. Det er naturligt for drenge, at de starter, når resten af kammeraterne starter. Det er ikke helt så nemt at få pigerne ned. Der betyder fællesskabet rigtig meget, så det hjælper at pigerne kan tage en veninde med,” siger Tina Getreuer Bjerregaard og fortsætter:

”Pigeraketten handler ikke kun om fodbold , det er i høj grad også et socialt tiltag for pigerne, så Pigeraketten er ikke kun for nye piger, men også for spillerne i klubben. Det er jo også en sjov dag for dem - og så kan de tage en veninde med, som måske kunne få en interesse i at blive ved med at komme ned og spille fodbold.”

Fra Pigeraketten-deltager til fodboldklubmedlem

Når Ledøje-Smørum Fodbold har afviklet Pigeraketten og pigerne har haft en rigtig god dag, så er næste skridt at få deltagerne til også at blive medlemmer i klubben. Derfor bruger klubben også meget tid på efterfølgende at have tiltag, som kan munde ud i flere fodboldspillere i klubben.

”Vi får den oversigt, hvor alle pigerne registrerer sig og taler så med trænerne, om der er nogle piger, som de kender i forhold til at få pigerne til træning igen. Og så uddeler vi i forbindelse med Pigeraketten en flyer med træningstider og vores andre pigetiltag,” siger Tina Getreuer Bjerregaard og fortsætter:

”Det handler om, at de får mest mulighed information om, at vi er her og om hvad vi kan tilbyde, så det er nemt for dem at komme herned at træne. Derfor tilbyder vi også gratis træning, hvor pigerne kan komme ned og lege. Her er trænerne så kontakten, og derfor har vi en ambition om, at pigetrænerne for de 5-11-årige også er her, når vi afvikler Pigeraketten, så pigerne kan se et velkendt ansigt efterfølgende.”

Hvad er Pigeraketten?

Pigeraketten er DBU’s populære fodboldaktivitet for alle 5-11 årige piger. På Pigeraketten flyver de deltagende piger ud i et unikt rumunivers, hvor de skal besøge planeter med forskellige fodboldaktiviteter for at finde delene til klubnøglen, der er blevet ødelagt. Pigerne skal i samarbejde med DBU's astronaut samle klubnøglen, så klubben åbnes for den mere almindelige klubtræning.

Pigerne skal ikke tilmelde sig, men blot møde op på starttidspunktet, hvor raketten affyres, så de kommer med rundt på alle de spændende rumaktiviteter og eksperimenterer med, hvad fodbold som idrætsaktivitet kan tilbyde. Pigerne lander på jorden igen efter cirka 2½ time.

Pigeraketten er et godt værktøj til klubber, som har lyst til eller er i gang med at starte en pigeafdeling op og som ønsker flere piger i alderen 5-11 år på deres hold.

Læs mere om Pigeraketten her.