Siden 2010 har DBU haft en repræsentant i bestyrelsen i Danmarks Idrætsforbund. Det har været Bent Clausen, der er næstformand i DBU og formand for DBU’s breddekomite. Til maj stopper hans periode og derfor har DBU’s bestyrelse besluttet at indstille en ny kandidat til DIF’s bestyrelse. Det bliver i form af Thomas Christensen, der også er næstformand i DBU og formand for Divisionsforeningen.

DBU-formand, Jesper Møller, takker Bent Clausen for hans store indsats i DIF’s bestyrelse, hvor han blandt andet har bidraget til projektet ’Bevæg Dig For Livet’ og arbejdet for at få flere danskere til at dyrke idræt herunder fodbold. Derudover har Bent Clausen været med til at styrke samarbejdet mellem DBU og både DIF og andre specialforbund på flere forskellige områder. På vegne af DBU’s bestyrelse glæder Jesper Møller sig over, at næstformand Thomas Christensen er klar til at stille op som kandidat til DIF’s bestyrelse frem mod valget i maj, fortæller han:

”Dansk fodbold er en del af noget større og dermed også en del af dansk idræt. Derfor vil vi meget gerne bidrage til arbejdet på tværs af dansk idræt, så vi sammen kan arbejde for danskernes adgang til idrætten men også for bedre vilkår og rammer for de bedste danske atleter og klubber. Samarbejdet på tværs af dansk idræt er vigtigt, både for Danmark og for dansk fodbold,” siger Jesper Møller.


Vil styrke dansk idræt

Selv er Thomas Christensen glad for opbakningen og muligheden for at blive valgt til DIF’s bestyrelse. Han ønsker at fortsætte arbejdet med at styrke dansk idræts rolle og position i samfundet. Både med fokus på at få endnu flere danskere til at dyrke idræt og for fortsat at udvikle bedre rammer for eliten:

”Dansk idræt er en bærende del af det danske samfund og rummer både mange hundrede tusinde atleter og sportsudøvere, frivillige og forretningsfolk. Jeg vil gerne arbejde for at skabe endnu bedre forhold for alle dele af dansk idræt og bidrage til, at fodbold og DBU’s stemme bliver en del af dette arbejde,” forklarer Thomas Christensen.

Thomas Christensen er næstformand i DBU og formand for Divisionsforeningen og DBU’s komité for professionel fodbold samt næstformand i Odense Sport & Event. Han har en fortid som adm. direktør i Odense Sport & Event A/S og OB og har tidligere været formand i Østerbroklubben BK Skjold, som han har været med til at gøre til en af de største klubber i landet målt på medlemmer.