49-årige Flemming Berg har siden sin ansættelse i 2015 stået i spidsen for at skabe et både stærkt fundament i dansk talentudvikling og en tydelig rød tråd i dansk fodbold - fra U-landsholdene op til A-landsholdet. Han har desuden været dybt involveret i tilblivelsen af DBU’s nye børnefodboldstrategi, der blandt andet skal sikre sammenhængskraft i dansk fodbold og give lige fodboldmuligheder for alle børn.

Netop kærligheden til dansk fodbolds mange facetter og arbejdet med at skabe en sammenhængskraft på tværs af dansk fodbold gjorde, ifølge Flemming Berg selv, beslutningen om at stoppe alt andet end nem.

”Dansk talentudvikling står lige nu på et solidt fundament, både i klub- og landsholdsregi. Vi præsterer på et uhørt højt niveau. Vi spiller fodbold, der skaber resultater og begejstrer. Vi har dygtige folk omkring ungdomslandsholdene, både hvad angår trænerbesætning og stabsmedlemmer. Der er ingen grænser for vores muligheder – hvis vi fortsætter med at udvikle og investere – sammen, klubber og forbund. Det har været en utroligt svær beslutning at forlade en fantastisk arbejdsplads, som er meget mere end arbejde. Men jeg har fået en enestående mulighed som sportsdirektør i en international klub, og det måtte jeg forfølge,” siger Flemming Berg, der stopper i DBU 1. april 2022.

”Alle os i dansk fodbold skylder Flemming en kæmpe tak for hans store og utrættelige indsats. De mange dygtige talenter i dansk fodbold og den store succes på U og A-landshold har tråde rettet mod Flemming Peter Møller

For fodbolddirektør Peter Møller er den afgående talentudviklingschefs stop et tveægget sværd. Et ærgerligt farvel til en dygtig og erfaren kollega, der i sin tid har rykket dansk talentudvikling til nogle af de mange fodboldsucceser, vi ser i dag. Men modsat også en stor stolthed over, at DBU kan være et afsæt for at opnå internationale stillinger:

”Alle i dansk fodbold skylder Flemming Berg en stor tak for hans store og utrættelige indsats og bidrag til udviklingen af dansk fodbold. De mange dygtige talenter i dansk fodbold og den store succes på U og A-landshold har tråde rettet mod Flemming. Flemming har styrket samarbejdet og sammenhængskraften mellem klubberne og U-landsholdene og vægtet, at de forskellige aktører i talentudviklingsmiljøerne samt børnefodbolden arbejdede i samme retning. Med den nuværende talentmasse og det gode samarbejde mellem klubberne og DBU tør vi drømme stort med vores landshold og klubhold,” lyder det fra Peter Møller, og ønsker Flemming Berg alt det bedste fremover.

Klubben, som Flemming Berg tiltræder, ønsker endnu ikke offentliggørelse, hvilket DBU respekterer. DBU vil i den kommende tid gå i gang med at søge efter en ny talentudviklingschef.