Det danske U21-landshold drager i starten af juni til Spanien, hvor man har valgt at spille en testkamp 6. juni mod Norge. Det sker for at bryde en lang landskampstørke på seks måneder, inden det i starten af efteråret gælder de afgørende kampe om EM-billetten.

U21-landsholdet ligger aktuelt på førstepladsen i deres EM-kvalifikationsgruppe, og derfor er kampen en kærkommen mulighed til lige at finde hinanden igen på og uden for banen inden sommerferien.

”Det er dejligt, at vi lige får mulighed for at samles kort her i juni med henblik på at teste det sidste af, inden det gælder de afgørende EM-kvalifikationskampe. Vi arbejder hele tiden på at justere og finpudse de marginaler, der kan komme ud til vores fordel, og her er Norge en rigtig fin testmodstander til det formål, siger U21-landstrænere, Steffen Højer, og fortsætter:

”Norge har et rigtig fint hold. De kommer med en spændende trup, hvor hele 14 ud af de 22 udvalgte spillere spiller i klubber uden for Norge. I deres to sidste kval kampe vandt de 2-1 på udebane over ellers suveræne Holland, hvorefter de slog San Marino 4-0 hjemmebane. Så jeg er glad for, at vi har fået mulighed for at teste formen mod vores norske naboer, der jo også var med ved EM sidste år.”

Kampen bliver opgør nummer 51 mod Norge for de danske U21-landshold og til kampen har landstræneren størstedelen af sine spillere til rådighed:

”Vi har tæt på alle til rådighed, selv om det ikke er en officiel termin, hvilket jeg rigtig glad for. Vi har i truppen også enkelte spillere, der er en del af Herrelandsholdets træninger, der foregår i Brøndby i næste uge inden vi samles næste mandag. Det understreger også at vi har en rigtig stor kvalitet i denne U21-årgang, hvor flere spillere allerede har spillet på A-landsholdet,” slutter Steffen Højer, der desuden understreger, at spillere, der aktuelt er udtaget til U21-truppen stadig kan være i spil til EM-truppen.

Læs mere om Herrelandsholdets træninger i næste uge her

U21-landsholdet samles mandag d. 3. juni og flyver direkte til Marbella, hvor holdet spiller kamp d. 6. juni. En kamp, der naturligvis kan ses direkte på www.fordanmark.dk/live

Se U21-truppen mod Norge her

 

U21 Trup NY Mod Norge