DBU vil med Hele Danmarks Klubhus skabe bedre trivsel for børn og unge

Fodbold er mere end et spil – det er leg, læring og fællesskab.

Hele Danmarks Klubhus er det største og mest ambitiøse projekt i dansk fodbolds historie. Programmet skal sikre bedre trivsel, styrke sammenhængskraften over hele landet, sikre moderne rammer og faciliteter for både vores yngste og vores bedste samt sikre, at viden og innovation bliver til gavn for alle.

Hele Danmarks Klubhus er blevet udviklet i de senere år med input fra og møder med DBU’s lokalunioner samt både Ligaforbundet og Divisionsforeningen, mens tidligere landstræner Kasper Hjulmand har været en central del af arbejdet siden sommeren 2024 som konsulent på projektet – frem til hans stop i september 2025, hvor han skiftede konsulentrollen ud med trænersædet i Bayer Leverkusen.

Hele Danmarks Klubhus er netop gået fra en opstartsfase til en closing-fase, der efter planen varer frem til november 2025. Dette blev en realitet, efter at finansieringen faldt på plads i starten af september, og projektet blev godkendt til at fortsætte til næste fase på bestyrelsesmødet den 5. september 2025. Dermed forventes Hele Danmarks Klubhus snarest at kunne tage næste skridt mod realiseringen af ambitionerne.

DBU’s formand, Jesper Møller, understreger ambitionen:

"Vi ønsker at udvikle dansk fodbold, så vi både kan vinde på banen og gøre en større forskel uden for banen, særligt for børn og unge. Med ’Hele Danmarks Klubhus’ vil vi bidrage til bedre trivsel, stærkere læring og sundhed blandt tusindvis af børn og unge i en tid med mistrivsel og ensomhed."

Projektet hviler på fire stærke programspor under følgende tre overskrifter:

Den almennyttige pulje:
Legende Fodboldmiljøer &  Ledelse & Frivillighed . Med blandt andet vores grundidé 'Playful Performance'  vil vi skabe sjove og lærerige rammer for børne- og ungdomsfodbold samt styrke de over 120.000 frivillige, der driver dansk fodbold.

De regionale Fodboldcentre:
Vores Regionale Fodboldcentre skal være moderne mødesteder for udvikling af spillere, trænere og frivillige fordelt over hele Danmark.

Campus og Hotel:
Vores nye DBU Campus  skal være et nationalt samlingssted med topmoderne faciliteter for landshold, innovation og fællesskab og inkludere domicil for både DBU og DBU Sjælland.


Bliv klogere på HELE DANMARKS KLUBHUS i filmen øverst.

Ønsker du derudover at dykke dybere ned i de tre overskrifter og se, hvilke aktører der økonomisk bakker op om programmet, kan du klikke ned i hvert punkt i venstremenuen. Her finder du også svar på nogle af de spørgsmål, du sidder med, i vores  Q&A  – og ikke mindst kan du læse hele kernefortællingen for programmet.