DBU forlænger med PARKEN

Landsholdets hjemmekampe i de kommende to kvalifikationsturneringer – EM-kampene 2010-11 og VM-kampene 2012-13 - vil blive spillet i PARKEN. Ny aftale sikrer DBU option på alle datoer for kvalifikationskampe. Og fortsat mulighed for at spille venskabskampe i både PARKEN og provinsen.


Dansk Boldspil-Union har forlænget sin aftale med PARKEN.
 
Den nye aftale sikrer landsholdets kvalifikationskampe på Danmarks største fodboldstadion i en ny fire-årig periode.
 
Det vil sige den kommende EM-kvalifikationsturnering fra efteråret 2010 til og med efteråret 2011 med slutrunden i Polen og Ukraine i 2012 samt VM-kvalifikationsturneringen fra efteråret 2012 til efteråret 2013 med slutrunden i Brasilien i 2014.
 
Den nye aftale indeholder nogle justeringer i forhold til den nuværende kontrakt. Herunder at PARKEN reserverer alle internationale landskampdatoer for kvalifikationskampe til DBU, at PARKEN til enhver kamp skal levere en bane på internationalt niveau samt at DBU fremover ikke skal betale afgift per tilskuer, men derimod skal afregne for de tribuneafsnit, som åbnes til de enkelte kampe.
 
”Vi har fået tilrettet vores aftale på nogle punkter, der giver os større sikkerhed for at kunne benytte PARKEN, en kvalitetssikring af selve banen og større fleksibilitet i forhold til billetprissætning og udnyttelsen af de enkelte tribuneafsnit,” forklarer DBUs generalsekretær Jim Stjerne Hansen, og uddyber:
 
”PARKEN har gennem årene fået en del berettiget kritik for banens tilstand, men de har gjort kritikerne til skamme med en rigtig god bane til vores landskampe gennem det seneste års tid. Og den standard holder vi PARKEN op på gennem den nye aftale.”
 
"Landsholdets største kampe hører til i PARKEN - ”Danmarks National Stadion” - og landets største fodboldstadion, og vi er meget tilfredse med, at vi kan tilbyde DBU markedsmæssige vilkår, så vi kan fortsætte vores gode samarbejde og samtidig fortsætte med andre typer af arrangementer,” udtaler direktør Anders Hørsholt fra PARKEN Venues A/S.
 
 
Venskabslandskampe i hele landet
 
DBU vil også i den nye aftale være frit stillet til at placere landsholdets venskabslandskampe i eller udenfor PARKEN.
 
Omvendt har PARKEN også mulighed for at udleje stadion til anden side på de datoer, der ellers er fastlagt til venskabslandskampe af det internationale fodboldforbund, FIFA.
 
”Vi har siden sommeren 2006 haft stor succes med at spille venskabslandskampe på stadioner udenfor København, som er blevet nybygget eller ombygget. Nogle venskabslandskampe er dog stadig mest oplagte at spille i PARKEN. Men til disse kampe står både PARKEN og vi frit, indtil vi kontakter PARKEN om en aftale”, siger Jim Stjerne Hansen.
 
Her hentyder Jim Stjerne Hansen til, at større fodboldforbund typisk har det som en del af en aftale om venskabslandskampe på udebane, at kampene skal spilles på specifikke stadioner.
 
Det indgik eksempelvis i aftalen med det engelske fodboldforbund, The Football Association, at venskabslandskampen Danmark-England i august 2005 skulle spilles i PARKEN, der reelt var udsolgt med 41.438 tilskuere. Og samme element indgår i DBUs aftale med det tyske fodboldforbund, DFB, om landskampen Danmark-Tyskland onsdag den 11. august næste år.
 
DBU var oprindeligt indtil september 2007 forpligtet til at spille alle A-landsholdets kampe i PARKEN. Denne klausul forhandlede DBU imidlertid allerede ud af den nuværende aftale således, at DBU siden 2006 har kunnet arrangere venskabslandskampe på andre stadioner end PARKEN.
 
Det har DBU benyttet sig af i otte af de hidtil ni venskabslandskampe med kampen mod Paraguay i Århus i maj 2006 som den første og kampen mod de nykårede Europamestre fra Spanien i august sidste år som undtagelsen.
 
Venskabslandskampen mod USA i Århus onsdag aften bliver således den niende af 10 venskabslandskampe udenfor PARKEN med tre i Århus, tre i Brøndby samt én i Odense, Herning og Esbjerg.
 
Placeringen af venskabskampene vil herefter blive besluttet fra kamp til kamp.
 
 
Størst i Danmark, næststørst i Norden
 
PARKEN er med sine nu 38.065 siddepladser fortsat det klart største, danske fodboldstadion.
 
Det er samtidig med en fire-stjernet kategorisering hos det europæiske fodboldforbund, UEFA, blandt de tre højest rangerede stadioner i Norden og i kapacitet kun overgået af Nye Ullevi i Gøteborg, der har plads til 43.200 tilskuere.
 
Kategoriseringen skyldes blandt andet PARKENs kapacitet, dets infrastruktur og faciliteter, hvilket UEFA i såvel 1994 som 2000 honorerede ved at tildele DBU værtskabet for finaler i henholdsvis den daværende Europa Cup for Pokalvindere og UEFA Cup’en i samarbejde med PARKEN.
 
Brøndby Stadion er med plads til 23.400 siddende og 5.600 stående tilskuere med mulighed for et samlet antal siddepladser på 26.000 landets næststørste fodboldstadion.
 
Derefter kommer de indenfor de senere år nyrenoverede stadioner; NRGi Park i Århus har 19.676 siddepladser, Blue Water Arena i Esbjerg har 11.000 siddepladser af en samlet kapacitet på 17.200, Fionia Park i Odense har plads til 13.963 siddende tilskuere og 800 stående, Aalborg Stadion har 8.000 siddepladser og 8.000 ståpladser med mulighed for 12.000 siddende i alt, mens SAS Arena i Herning har plads til 7.600 siddende og 4.000 stående tilskuere.
 
Fra såvel det internationale fodboldforbund, FIFA, som det europæiske fodboldforbund, UEFA, er der en række formelle krav til infrastruktur og den geografiske placering af kvalifikationskampe, der reelt udelukker stadioner i provinsen til kvalifikationskampe herhjemme.
 
 
Baggrund:
 
Københavns Idrætspark blev bygget i 1911, og var senest blevet moderniseret med en ny hovedtribune i 1955.

Det krævede private investorer at ombygge den tidligere Københavns Idrætspark fra et utidssvarende stadion til et moderne fodboldstadion, der imødekommer de internationale krav til sikkerhed og service, som er defineret af såvel det europæiske fodboldforbund, UEFA, som det internationale fodboldforbund, FIFA.

Investorerne, Baltica Finans A/S, påtog sig opgaven blandt andet under forudsætning af, at DBU kontraktlig forpligtede sig til at spille alle A-landskampe i PARKEN i en periode på minimum 15 år (1992-2007).

Budgettet for ombygningen med nybygningen af tre nye tribuner samt tre kontorbygninger var oprindeligt beregnet til 350 millioner kroner og senere forøget til 450 millioner kroner, men den reelle pris beløb sig til 640 millioner kroner.

Baltica Finans afhændede i midten af halvfemserne det urentable driftsselskab til afviklingsselskabet Gefion, der den 1. juli 1998 solgte stadion (de fire tribuner og banen) til FC København for 138 millioner. Klubben har siden også købt kontorbygningerne, og driver stadionkomplekset i selskabet PARKEN Sport & Entertainment.

I 2002 betalte DBU i gennemsnit 87,50 kroner i afgift til PARKEN per solgt sæde til landskampene.

Københavns Idrætspark blev ombygget i perioden fra november 1990 til september 1992. Sidste landskamp i Københavns Idrætspark var EM-kvalifikationskampen Danmark-Jugoslavien (0-2) den 14. november 1990. Åbningskampen i PARKEN den 9. september 1992 var Danmark-Tyskland (1-2).
 
I efteråret 1993 blev PARKEN inkluderet på det europæiske fodboldforbunds, UEFA's, liste over potentielle stadions til finaler i to af de daværende tre europæiske klubturneringer, UEFA Cup'en og Pokalvindernes turnering.

4. maj 1994 husede PARKEN finalen i pokalvindernes turnering mellem Arsenal og Parma (1-0) og i maj 2000 blev UEFA Cup-finalen spillet i PARKEN mellem Arsenal og Galatasaray med det tyrkiske hold som samlet vinder efter straffespark.

PARKEN er et såkaldt fire-stjernet stadion på UEFA's liste.
 
Kun fem-stjernede stadioner kommer i betragtning til finalerne i Champions League. Tilskuerkapaciteten er den primære årsag til, at PARKEN ikke kan opnå fem stjerner, idet det kræver en minimumskapacitet på 50.000 siddepladser.


Fakta om PARKEN: 

 
Bygget
1992, ombygget 2009
Kapacitet
38.065
Indgange
58
Afstand til bane
Overalt under 100 meter til banens midte
Bane
68 X 105 meter (internationale mål)
Græs
Naturgræs (3 forskellige sorter af Rye-græs
Kunstigt lys
1.400 lux.
 
Af: Lars Berendt - 17. november 2009, 10:23

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første