MENU

Kom godt fra start som træner

Her får du gode råd til, hvordan du kommer godt i gang med DBU’s C-træneruddannelse – uden at miste pusten.

foto: fodboldbilleder.dk
foto: fodboldbilleder.dk

De mange fodboldglade børn og unge er ved at finde støvlerne frem til den nye sæson. Er du som træner klar til at tage imod dem? Har du brug for ny inspiration til den nye sæson? Eller har du brug for at komme godt fra start som helt ny træner? Så tilmeld dig et kursus i DBU’s C-træneruddannelse.

DBU’s C-træneruddannelse består af en række kurser med hver sit tema, som til sammen giver en bred viden om træning af børn og unge.

Start med Børnefodboldens Basis

Principielt kan kurserne tages i vilkårlig rækkefølge, men DBU kommer nu med en anbefaling til den mest optimale rækkefølge, hvor du vil opleve at få en god basisviden, som du løbende kan bygge ovenpå.

1. Børnefodboldens Basis
2. Leg dig til landsholdet
3. Fodbold og Motorik
4. M0 (målmandstræning)
5. Øvelsesgeneratoren
6. Masser af mål
7. Spilforståelse
8. Ungdomskampleder
9. ATK 9-14
10. Fodboldskader
11. Teenagetræning
12. Store Trænerdag / Store Trænertræf

- Vi anbefaler næsten alle trænere at starte med kurset Børnefodboldens Basis – uanset hvilken årgang man træner. Det er et kursus, som spænder vidt og giver træneren grundlæggende forståelse for børns udvikling og motorik, siger Henriette K. Jensen, som er ansvarlig for DBU’s C-træneruddannelse.

Generelt bygger anbefalingen på, at man som træner får kendskab til træning af de yngste børn og derefter bevæger sig opad i årgangene – samt ud i de mere temaspecifikke kurser.

Tag ét kursus ad gangen

Synes du, at 60 timers uddannelse er en stor mundfuld? Så er du også meget velkommen til at tage enkelte kurser.

- Du behøver ikke at betragte C-licens som målet for at deltage i C-træneruddannelsen. For nogle trænere er 60 timer en stor mundfuld, og så er det helt ok at tage de kurser, som man har interesse i og behov for. Lidt har også ret – hellere lidt uddannelse end slet ingen, siger Henriette K. Jensen.

- Så kan det jo være, at du undervejs får mod på mere, og alligevel til sidst står med en hel C-træneruddannelse.

Få dine trænerkolleger med

Det er altid sjovere, hvis man er flere. Få dine trænerkolleger og din klub med, så I kan motivere hinanden og bruge hinanden undervejs i uddannelsen.

Få din klub til at afholde et klubkursus, så I kan tage kurset i vante omgivelser, eller gå ind på din lokalunions hjemmeside og se, hvilke åbne kurser der er i nærheden af, hvor du bor.

Se mere

Du kan se mere om indholdet af de forskellige kurser i DBU’s C-træneruddannelse her på hjemmesiden eller i DBU’s kursuskatalog.

Du er også meget velkommen til at kontakte din lokalunion, hvis du har spørgsmål til C-træneruddannelsen eller konkrete kurser.



Log ind