Da det blev besluttet at danske skoleelever skulle til at være længere i skole og have mere bevægelse på skoleskemaet, blev der malet faretruende scenarier for, hvordan det ville komme til at gå ud over foreningslivet. Her tre år efter skolereformens indførelse, er der intet der tyder på, at det er tilfældet.

Tværtimod har det været en mulighed for at få foreningsliv og skole til at mødes og udvikle bevægelse og læring i fællesskab. Et arbejde som man næppe kan sige er fuldendt, men som jo stort set også kun lige begyndt.

Lærerne skal have en chance for at finde deres ben, ligesom foreningerne - dem der har lyst - skal finde ud af, hvilke muligheder, det giver. Og vi skal hjælpe dem med at finde hinanden. Så styrker vi både folkeskolen og foreningslivet.

Fodbold = mere sundhed og bedre indlæring
For nyligt kunne undervisningsminister Merete Riisager nedslående konstatere, at det ikke går godt med implementeringen af de obligatoriske 45 minutters bevægelse om dagen. Faktisk er 40 % af eleverne aktive mindre end 15 minutter om dagen i undervisningen.

Det er brand ærgerligt. Særligt fordi vi som en idrætsorganisation hver eneste dag ser, hvor meget idræt gør for både sundheden, fællesskabet og ligheden iblandt børnene. Når man er på grønsværen, så er alle lige og vi går efter bolden. I både bogstavelig og overført betydning. 

Forskning fra Syddansk Universitet har også vist, at fodbold foruden disse umiddelbare gevinster også er godt for indlæringen. 

Kort sagt: vi sidder med en videnskabeligt bevist løsning på en del af folkeskolens bevægelses-udfordringer. Og når man sidder med nøglerne til en del af løsningen, så har man også en forpligtelse til at tage en del af ansvaret. 

Og det gør vores lokale foreninger hver eneste dag, når de for eksempel laver aftaler med skoler om at hjælpe med fodboldundervisningen sammen med idrætslærerne, ligesom de har gjort i HGI Fodbold i Hillerød. Vi gør det centralt i DBU, når vi sammen med Syddansk Universitet og FIFA netop har uddannet 160 lærere i at undervise i konceptet “Fifa 11 for Health”, der kombinerer bevægelse med sundhedslære og trivsel. Og når vi netop har lanceret ’Fagdage’-projektet, der er et færdigt undervisningstilbud til folkeskolen, der introducerer eleverne for fodbold og foreningsliv og som kan implementeres direkte af lærerne selv.
Helt ned til Sydmors IF, hvor en gruppe frivillige selv har lavet en aftale med en anden offentlig institution i lokalområdet, nemlig børnehaven, hvor de hver tirsdag henter de 3-5 årige og følger dem til fodboldtræning for tidligt at give dem en oplevelse af, hvad bevægelse og foreningsliv kan - se en video om det søde initiativ her.

Kritik: foreningerne ønsker ikke samarbejde
Kritiske røster vil så sige, at dette samarbejde mellem det frivillige foreningsliv og det kommunale skolesystem slet ikke er noget fodboldklubberne ønsker. Idrætsforsker Bjarne Ibsen fra Syddansk Universitet har netop fremlagt et nyt studie, der viser, at “under 40 procent af foreningerne angiver, at de samarbejder med kommunale institutioner. Dette tal har med små udsving været konstant siden 2010” 

Men 40% - er det lidt? For DBU’s vedkommende betyder det, at godt 660 fodboldklubber har et samarbejde med kommunerne omkring én eller flere kommunale opgaver - eksempelvis bevægelse i undervisningen, som vores bevægelses- og læringskoncept, ”Fifa 11 for Health” eller ’Fagdage’. Det synes jeg er et imponerende tal. Og der er intet i vores arbejde med projekterne, der fortæller os at interessen er faldende. Tværtimod er der på nuværende tidspunkt 20 skoler mere tilmeldt ”FIFA 11 for Health” end sidste år på samme tid. I alt 112 skoler er tilmeldt indtil videre til skoleåret 2017/2018.  

Nej, foreningerne råber ikke efter det, der med et flot ord kaldes samskabelse. Men indtil for ganske kort tid siden havde vi faktisk heller ikke noget skræddersyet tilbud til foreningerne, når de gerne ville lave et samarbejde med en offentlig institution eller skole. Det er vi i gang med at bygge op nu med nye projekter som netop ”Fifa 11 for Health” og ’Fagdage’.
Det ændrer ikke på, at et samarbejde mellem en skole og en fodboldklub skal give mening for begge parter. 40 % af de skoler, der har været igennem et Fifa 11-forløb siger, at de allerede samarbejder eller gerne vil samarbejde med en fodboldklub. Og alle tilbagemeldinger tyder på, at både skoler og klubber kan se en gevinst i dette nye samarbejde. Men også de skal have en mulighed for at lære de nye måder at arbejde på, og få øjnene op for mulighederne og hinanden.