DBU Bredde indgår samarbejde med TOP-centrene

Med målet om at skabe endnu bedre fodboldrammer for børn og unge i landets fodboldklubber, har DBU Bredde indgået samarbejde med alle 30 TOP-centre om uddannelse af trænerne fra partnerklubberne.


Trænerne fra partnerklubberne kan se frem til inspiration og værktøjer til trænerrollen fra C-uddannelsens kurser. 
Foto: Christopher Miller


Større samhørighed mellem landets TOP-centre og partnerklubberne skal skabe endnu bedre fodboldmiljøer for spillerne. Derfor har DBU Bredde indgået samarbejde med samtlige 30 TOP-centre i Danmark om uddannelse af børne- og ungdomstrænerne fra partnerklubberne tilhørende hvert TOP-center. 

Aftalen består af, at TOP-centrene sikrer afvikling af C-uddannelsens kurser for børne- og ungdomstrænerne fra partnerklubberne. 

- Ved at uddanne trænerne fra partnerklubberne, får de flere værktøjer til trænerrollen og til at lave endnu bedre træninger hjemme i deres klubber, som favner alle deres spilleres forskellige niveauer og motivation. Det er med til at skabe gode fodboldoplevelser for alle og til at udvikle og fastholde spillerne i klubberne, siger Ove Lyhne, projektansvarlig for Træneren er nøglen.

TOP-centrene vil stå for, at børne- og ungdomstrænerne fra deres partnerklubber får tilbudt gratis kurser fra C-træneruddannelsen. Kurserne vil give trænerne inspiration og viden til trænergerningen til gavn for alle spillerne i partnerklubberne. 

Samarbejdet er et led i breddeprojektet Træneren er nøglen, der har målet om at langt flere børne- og ungdomstrænere har en træneruddannelse, da trænerens fodboldfaglighed og personlige kompetencer øger trivsel og sikrer flere og bedre fodboldspillere på alle niveauer. 

DBU’s TOP-centre har fokus på spillerudvikling på U10-U12 drengeårgangene, hvor omkring 600 drenge får ekstra træning på DBU’s 30 TOP-centre udover deres normale fodboldtræning i hjemklubben. 
DBU Breddes fokus er på de mere end 10.000 spillere per årgang hjemme i partnerklubberne, hvor formålet er at uddanne trænerne for at sikre endnu bedre træninger for deres spillere i hjemklubberne.

Læs mere om DBU’s C-uddannelse – træneruddannelse for alle børne- og ungdomstrænere.


Log ind